Case

Er du ok på nettet?

“I Red Barnet skulle vi udvikle et læringsspil, som skulle styrke unges liv på nettet.  I den forbindelse havde vi brug for indsigt og nytænkning. Fremtidsfabrik udviklede og faciliterede en fokusgruppe med 4 udvalgte unge samt cocreation workshops med børn og unge fra 20 skoler. Her kom vi helt tæt på unges online-liv – på godt og ondt. Fremtidsfabrik kan noget helt særligt, de har fingeren på pulsen, og så er deres måde at inddrage unge på både respektfuld og effektiv.”

Marianne Pihl, projektleder, Red Barnet

Abstract

Red Barnet og Medierådet for børn og unge ønskede at få indblik i, hvilke fordele og udfordringer, som børn og unge mellem 11-15 år med kognitive udfordringer oplever på nettet. Med udgangspunkt i denne viden ønskede de et nytænkende læringsspil, som skulle styrke disse unges online-liv. Hvis man har kognitive udfordringer som for eksempel ADHD eller autisme, er der mange fordele ved online kommunikation. Men der er samtidig et stort behov for støtte fra voksne, fordi denne gruppe af unge i højere grad end unge indenfor normalområdet risikerer at overskride egne eller andres grænser.

Med udgangspunkt i dette skabte vi et projekt, som bestod af to dele:

1) 20 cocreation workshops med børn og unge i 20 klubber, som i løbet af workshoppen skulle tegne deres emoji-troll og deres emoji-hero. Med deres troll skulle de tegne og fortælle om oplevelser på nettet, hvor enten de selv eller andre havde opført sig dumt. Med deres emoji-hero skulle de tegne og fortælle om oplevelser på nettet, hvor enten de selv eller andre havde opført sig som en helt. På disse workshops fik vi indsigt i børnenes liv på nettet – på godt og ondt. Ved hver workshop havde vi en ambassadør med, som var lidt ældre end børnene, og som selv var kognitivt udfordret, men som til trods for dette havde et succesfuld liv. Ambassadøren fungerede som icebreaker.

2) På baggrund af indsigterne fra de 20 cocreation workshops udviklede vi et online læringsspil: Hero eller troll? Spillet har fokus på at give børn og unge ahaoplevelser om deres optræden i digitale fællesskaber. Vi designede spillet som et socialt medie, hvor børn og unge møder de samme udfordringer og muligheder, som de gør i andre onlinefællesskaber. Herefter får de en indikation på, hvordan de anvender digitale fællesskaber, og inspiration til at arbejde videre med egne handlemønstre. Det var helt centralt, at spillet mødte målgruppens behov for overskuelighed, visuel støtte samt indeholdt en belønningsmekanisme, der kunne fastholde dem.

Spillet Hero eller Troll kan downloades gratis via dette link og findes også i app store
http://heroellertroll.dk/

Kunde:
Red Barnet og Medierådet for børn og unge

Service:
Cocreation workshops og et online læringsspil

Målgruppe:
Unge mellem 11-15 år med kognitive udfordringer som ADHD og autisme

Output

Download spille Hero eller Troll via App Store eller Google Play

Se resultaterne af projektet på Red Barnets læringssite, Er du Ok på nettet.

Jonas Rygaard deltog i Red Barnets podcast So.Me.Mor.Far, og præsenterede her nogle af pointerne fra projektet. Du kan lytte til podcasten her.

TAK TIL

Alle jer børn og unge, som har deltaget på vores workshops og givet os et helt unikt indblik i jeres liv på nettet – på godt og ondt. En særligt tak til vores to modige ambassadører, Bjørn og Theresa – I var et helt uundværlig sidekick i projektet. Både i forhold til at skabe tillid hos deltagerne men i høj grad også, fordi I bidrog med jeres råd og vejledning undervejs.

I har indvilliget i at medvirke i projektet og fortælle om jeres oplevelser, fordi I gerne vil være med til at styrke børn og unges online-liv, og fordi I gerne vil være med til at sætte en dagsorden.
Tak til Kuno Sørensen, som er psykolog og ekspert i unges online-liv hos Red Barnet. Du har gennem alle projektets faser bidraget med din helt særlige viden, og vi er taknemmelige for alt det, du har lært os.

Tak for jeres mod og velvilje.