FACE IT

Bekæmpelse af mistrivsel
i folkeskolen

Fire masterclasses, hvor unge deler egne erfaringer med at lykkes trods følelsen af ikke at passe ind i uddannelsessystemet. Formålet er at styrke unges tro på sig selv og dermed øge motivationen til uddannelse.

Som ung står du netop nu midt i en masse store valg – om fremtid, uddannelse og karriere. Det kan være et pres – og måske oplever du, at virkeligheden ikke helt passer med dine drømme og ønsker for fremtiden.

Face it gør noget ved det problem.  Vi afholder fire masterclasses – to i Lyngby og to i Tårnby, som afvikles af hver sin mentor – en ung som dig selv.  De 4 mentorer er alle unge, som med deres eget liv kan vise, at man kan nå sine mål til trods for, at man ikke præcis ligner gennemsnittet eller går den lige vej gennem uddannelsessystemet.

Hver Masterclass har en varighed af ca. 3 timer, og er en kombination af mentalt empowerment og en faglig challenge. I deltager max. 15 unge på hver masterclass. Efterfølgende har du mulighed for at deltage i en  digital mentoring, hvor du sparrer med mentoren og de andre unge.

Har du lyst til at blive inspireret til en ny måde at se fremtiden på – baseret på, hvad unge som dig selv faktisk har gjort. Så er Face it noget for dig!

MASTERCLASS ISAAC – 10. november kl. 12-15 på Tårnby Bibliotek

Isaac er studerende ved Det Kongelige Danske Kunstakademi. I 8. klasse mistede han lysten til at gå i skole, fordi han kæmpede med en autisme diagnose, hvilket gjorde det svært for ham at forholde sig til sine klassekammerater. Han gik ud af skolen med en depression, og på dette tidspunkt var han stoppet med at drømme. Isaac holdt af det faglige, så han begyndte at uddanne sig selv i kunst og historie på internettet.

Isaacs workshop tager udgangspunkt i kunstens verden, idet du skal tegne eller male. Den henvender sig til dig, der drømmer om at lave kunst, men som ikke helt ved, hvordan du kommer i gang med det. Samtidig henvender den sig til dig, der gerne vil lære at gå efter dine drømme på din egen måde.

>> Læs mere og tilmeld dig

MASTERCLASS ALBERTE
12/10 2021 kl. 9:30-12:30

Alberte udviklede i 8. klasse OCD og en spiseforstyrrelse. Hun mistede troen på sig selv, og turde ikke drømme om fremtiden – hun følte bare et kæmpe pres. I dag er hun blogger og instagrammer med 13.000 følgere. Hun er kendt for sine veganske madopskrifter.

På Albertes workshop skal du lave sund mad, tage billeder og lære lidt om, hvordan man blogger. Den henvender sig til dig, som føler, at skolen og livet nogle gange kan være noget af et pres, og som derfor har brug for gode råd til at håndtere dette pres. Det handler om at lære at acceptere dig selv, som du er.

>> Læs mere og tilmeld dig

MASTERCLASS MATHIAS
14/10 2021 kl. 8-11

Mathias klarede sig fint fagligt i sin skoletid. Men han følte sig ikke motiveret. Han drømte om noget andet: Han ville lave film, helst i sit eget firma. Efter gymnasiet gik Mathias i lære hos sin yndlings-youtuber fra New York. I dag er Mathias CEO i Holoscene Studio, et filmproduktions-selskab.

På Mathias workshop skal du som deltager få nogle råd og gode tips til, hvordan du kan indfri dine drømme om at blive iværksætter. Hvordan kan du række ud og få hjælp, og hvad skal du helt konkret gøre? Mathias workshop henvender sig særligt til jer unge, der drømmer om at blive iværksættere eller om at komme i gang med at lave film, men som mangler motivation og konkrete råd til, hvordan I kan komme derhen. På Mathias workshop vil arbejde med produktion af film.

>> Læs mere og tilmeld dig

MASTERCLASS AMADEUS + NADIA

November 2021 – Tårnby Bibliotek

Nadia er 23 år og Amadeus er 26 år. Denne Masterclass vil være kønsopdelt, så pigerne får Nadia som mentor og drengene får Amadeus som mentor.

Nadia havde det fagligt svært, da hun gik i skole. Hun havde ikke overskud til skolen, på grund af udfordringer i hjemmet, og samtidig oplevede hun at fagpersoner i skolen så ned på hende, fordi hun er en etnisk minoritet, og fordi hun havde svært ved det faglige. Det mundede ud i, at hun kom med i en pigegruppe, som sloges og var på kant med loven. I dag studerer Nadia kulturstudier på RUC og er frivillig i Red Barnet Ungdom.
Amadeus oplevede i sin skolegang store motivationskriser. Han begyndte at pjække og hænge ud med nogle vilde typer. Efter at have mødt nye venner, ændrede Amadeus dog kurs og i dag studerer han shipping og ledelse på CBS.